
Af: Anette Dam Jacobsen, cand. merc. aud.
Fra 3. januar 2018 bliver det et krav, at du kun kan handle med værdipapirer gennem din virksomhed, hvis din virksomhed har anskaffet en LEI-kode.
Hvis du ikke har anskaffet en LEI-kode, vil du i din netbank eller gennem din værdipapirhandler blive afvist ved ønsket om køb/salg af værdipapirer. Du kan dog fortsat godt have en beholdning, som tidligere er købt uden at have en LEI-kode – men du vil ikke kunne sælge den uden anskaffelse af en LEI-kode.
Hvad er en LEI-kode og hvem skal anskaffe en
En LEI-kode er et EU CVR-nummer, som består af en kode på 20 tal og bogstaver. Koden bruges til at identificere den enkelte virksomhed internationalt. En LEI-kode skal fornyes hvert år.
Det nye lovkrav gælder for både selskaber og personligt ejede virksomheder, herunder enkeltmandsvirksomheder. Virksomheder, der drives på CPR-nummer., skal ikke have en LEI-kode.
Sådan bestiller du en LEI-kode til din virksomhed
Du bestiller koden til din virksomhed direkte hos en LEI-udbyder. Der findes en liste over udbydere på Finanstilsynets hjemmeside; www.finanstilsynet.dk. De enkelte udbydere har typisk en brugervejledning til oprettelsen, som du blot kan følge. Oprettelsen koster et gebyr og derudover opkræves et årligt gebyr.
Formålet med kravet om LEI-koder
Baggrunden for kravet er at sikre en effektiv markedsmisbrugsovervågning, hvor kundeidentifikationen er ensartet, entydig og pålidelig i hele EU.
Download PDF