Tilbage

Pas på kontanter – ny grænse på kr. 20.000

Af Anette Dam Jacobsen, statsautoriseret revisor, FSR – Danske Revisorer

 

Fra 1. juli 2021 er der vedtaget nye regler i hvidvaskloven i forhold til kontantforbuddet, der sænkes fra kr. 50.000 til kr. 20.000.

 

Den nye kr. 20.000 grænse

Virksomheder har i mange år arbejdet med reglen, hvor det har været ulovligt at modtage kr. 50.000 eller derover i kontant betaling. Kontantforbuddet gælder uanset, om der er tale om én betaling eller flere betalinger, som er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Med den nye grænse, må virksomheder nu maksimalt modtage kr. 19.999 kontant.

En overtrædelse af lovgivningen er dyr – praksis gennem de seneste år har vist, at både den virksomhed, der har modtaget kontantbetalingen, og ledelsen i den pågældende virksomhed, eller de personer i virksomheden, der har modtaget kontantbetalingen, kan straffes. Når der fastlægges bødestraf, er bødeniveauet som udgangspunkt, at bøden udgør 25 % af de beløb, der er modtaget over beløbsgrænsen – dog mindst kr. 10.000.

 

Særligt om 500 euro-sedler

En virksomhed må selvfølgelig gerne modtage udenlandsk kontant valuta, så længe den omregnede værdi heraf heller ikke overstiger kr. 19.999. Det er dog ulovligt i virksomhedsregi at modtage 500 euro-sedler, hvorfor disse skal afvises, hvis en kunde vil betale hermed. Du kan i stedet for henvise kunden til en bank, så denne kan indsætte kontanterne og så foretage en bankoverførsel i stedet for.

 

Særligt om en virksomheds betaling med kontanter for køb

For virksomheder, eksisterer der også en grænse for det beløb, som der må betales med for køb af varer og ydelser i kontanter. Dette beløb udgør kun kr. 8.000. Hvis en virksomhed betaler et større beløb end kr. 8.000 kontant skal virksomheden indberette det til SKAT via TastSelv Erhverv.

Hvis en kontantbetaling på kr. 8.000 eller derover ikke indberettes til SKAT vil betalingen ikke give ret til skattemæssigt fradrag, uanset omkostningens art, ligesom virksomheden kan komme til at hæfte for manglende skattebetalinger og/eller momsbetalinger hos modtageren af kontanterne. 

 

Vores anbefaling

Vores anbefaling er, at der benyttes elektroniske betalingsmetoder, da dette sikrer det rette transaktionsspor og ikke kan give anledning til overtrædelser af kontantforbuddet. Dette mindsker også den driftsrisiko, det kan være at opbevare en større kontantbeholdning.

 

 

 

 

Download PDF
Til Top

RID Copyright 2021 All Right Reserved    //   CVR nr.: 30 70 79 07   //   SITEMAP

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk