
af Tine Jensen, revisorelev
Arbejdsrelaterede sundhedsydelser er skattefrie
Som udgangspunkt skal personalegoder i form af sundhedsydelser beskattes hos medarbejderen, men når der er tale om forebyggelse eller behandling af arbejdsskader, kan sundhedsydelsen være skattefri for medarbejderen.
Behandling af arbejdsskader
For at en arbejdsgiverbetalt behandling er skattefri, er det et krav, at der skal være årsagssammenhæng mellem arbejdet og den skade, medarbejderen får behandlet.
Hvis der er tale om en anerkendt arbejdsskade, er behandlingen altid skattefri for modtageren. Hvis skaden ikke er almindelig anerkendt som en arbejdsskade, kræver det, at den konkrete behandling bliver vurderet som arbejdsmæssigt begrundet.
Forebyggelse af arbejdsskader
Sundhedsydelser vedrørende forebyggelse er ligeledes skattefrie, når der er tale om en forebyggelse af en konkret arbejdsrelateret skade. Derimod er generelt sundhedsfremmende foranstaltninger som eksempelvis fitness ikke forebyggelse af arbejdsskader, og derfor er ydelsen skattepligtig for medarbejderen.
Behandling af arbejdsrelateret stress er skattefrit for medarbejderen, hvis arbejdet er den primære årsag, og da en sådan behandling anses for at være forebyggelse af arbejdsrelateret sygdom.
Sundhedsforsikring
En arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring er skattefri for modtageren, hvis den udelukkende indeholder ydelser til forebyggelse eller behandling af arbejdsskader.
Hvis en forsikring også indeholder ydelser, som vedrører privatsfæren vil hele forsikringspræmien være skattepligtig for modtageren, med mindre der i policen er foretaget en opdeling af de enkelte ydelser.
Overstående regler gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende.
Download PDF