Tilbage

Husk Postkassen

af Karen Hansen Lyse, Registreret Revisor

Alle virksomheder har en fysisk postkasse, men de har også fået en digital postkasse. Siden november måned 2013 har det offentlige sendt masser af digitale breve til denne postkasse.

Det er virksomhedens ansvar at åbne sine postkasser og kigge efter post, både i den fysiske og den digitale postkasse. Også et holdingselskab har sin egen postkasse, så husk tilligemed at åbne denne med jævne mellemrum.

Såfremt du ikke har åbnet virksomhedens digitale postkasse endnu, kan der ligge mange vigtige meddelelser, som virksomheden er gået glip af, og som måske kan betyde ærgrelser, bøder og gebyrer for manglende reaktioner, samt andre for virksomheden alvorlige konsekvenser.

Af eksempler på meddelelser, der sendes til den digitale postkasse kan nævnes; Opkrævning på vægtafgift, bøder fra politiet, informationer fra Barsel.dk, opkrævning fra Feriegiro, beskeder fra kommunen om affaldsgebyr, selskabets årsopgørelse fra SKAT, opkrævning på ATP, opkrævning på acontorater af selskabsskat d. 20. marts og 20. november, ejendomsskattebilletten og BBR meddelelser, indkaldelse til billsyn osv., osv.

Så derfor – husk nu postkassen – også den digitale.

Når du får åbnet virksomhedens postkasse første gang, har du mulighed for at angive en e-mail adresse eller mobilnummer og få en besked, når der kommer ny post.

Der skal anvendes en NemID medarbejdersignatur for at åbne virksomhedens digitale postkasse. Hjælp og vejledning findes på www.Virk.dk /postkasse.

Download PDF
Til Top

RID Copyright 2016 All Right Reserved    //   CVR nr.: 30 70 79 07   //   SITEMAP